2012 er et overstået kapitel og det er tid til at gøre lidt status over året.
2012 var året, hvor jeg for alvor kom i gang med at strikke. Jeg strikkede to sweatre til mig selv på tykke pinde og en til mit arbejde, hvor vi afholdt en Sarah Lund-konkurrence.
Derudover strikkede jeg en mængde børnetøj, som enten blev foræret til mine veninders børn eller lagt på lager. Det var især veste med mønsterstrik, jeg kastede mig ud i.
Der blev også påbegyndt nogle strikkeprojekter, som ikke er færdige endnu - det er et mål for 2013 at få dem afsluttet...også selvom de er på uhyggeligt tynde pinde.
Der blev selvfølgelig også hæklet en del i løbet af 2012. Små figurer, en klaphat og filet-hækling var nogle af de ting, der røg af nålen.
I 2012 fik jeg en ny hobby: Lædersyning. Jeg gik på aftenskolekursus for at lære det og det var rigtig godt. Jeg har lyst til at sy meget mere i læder i 2013.
Jeg fik også syet flere stykker tøj til mig selv. I 2013 håber jeg, at jeg får mere gang i symaskinen igen.
En af de helt store oplevelser i 2012 var min sommerferie med campingvognen og Amazonen i august. Jeg blev endnu engang bekræftet i, at camping er en ferieform, der passer mig helt perfekt. Og ikke mindst at sommeren i Danmark er dejlig. På tre uger oplevede jeg en halv dag med regnvejr. Jeg glæder mig til mange flere ture i 2013.
Tusind tak for alle jeres dejlige kommentarer med hep, tip og gode råd i 2012 - jeg er evigt taknemmelig for hver og én. Jeg er virkelig stadig helt forelsket i dét, de her blogs kan. Kreativt togetherness FTW! Jeg glæder mig til meget mere af det i 2013.